Sådan Håndterer Du Stress På Arbejdet

På det seneste har jeg følt mig stresset. Udbrændt og meget lidt karrierekvinde-agtig. Det er sikkert meget normalt, men noget der er svært at sige højt. Især fordi det går så meget i mod den person, jeg gerne vil være - sej, hårdtarbejdende, positiv, energisk, succesfuld og uden en bekymring i livet.Stress kommer sikkert i mange former, og bliver affødt af mange forskellige situationer. Faktum er bare, at det som oftest kommer snigende, og først for alvor bliver håndgribeligt når skaden er sket og der er så fandens langt tilbage til "normalen". Jeg spottede det for en lille måned siden, og har sidenhen langsomt kæmpet mig tilbage til den ustressede tilværelse (det er nok ikke helt sandt, men en mindre stresset tilværelse), hvorfor I også har hørt mindre til mig her på bloggen. Helbreddet kommer jo i første række! Men hvordan opdagede jeg det så lige? - Jo, når man sidder en helt almindelig mandag aften, og græder snot alt imens man føler sig utilstrækkelig og modløs. Når man er så stresset at man ikke får gjort noget, fordi man bare sidder og tænker på man er stresset. Det hele føles uoverskueligt. Kroppen gør ondt og hjertet hamrer. Så, begynder man at spotte at noget er galt! 

Det værste var, at jeg havde dårlig samvittighed over at være stresset, for jeg har jo verdens skønneste arbejde, med verdens skønneste og forstående kollegaer. Jeg har derfor heller ikke helt fundet roden til min stress endnu, men jeg tror at det har været følelsen af utilstrækkelighed over, at sidde i en super vigtig stilling uden den store erfaring. Dertil krydret med at være alt for kritisk overfor mig selv! Det er dog blot gætværk, som jeg stadig går og funderer lidt over, men det vigtige er, og det blog indlægget skulle handle om, er hvordan jeg har håndteret det. Så, her får i en liste over, hvilke redskaber jeg har brugt:

Slå notifikationer fra Jeg er stor fortaler for "Work Life Balance", så længe det ikke bliver en undskyldning for dovenskab. For mig er det let, at lade arbejde og fritid flyde sammen - især ved at diskutere arbejde efter arbejde med mine kollegaer. I nogle tilfælde er det fint, men som regel har jeg brug for at komme hjem, fundere og lade op uden at blive forstyrret. Derfor har jeg slået alle notifikationer fra på min telefon pånær sms - på den måde ved jeg, at kommer der en sms, så er det vigtigt. Ellers vil jeg selv styre hvornår, jeg vil lade mig forstyrrer! Den dag jeg slog notifikationer fra, tog det virkelig toppen af mit stressniveau!

Meditation Da jeg følte mig helt udbrændt, tog det virkelig alt min styrke at kæmpe mig op om morgenen. Både fordi jeg sov forfærdeligt, men også fordi dagen føltes så uoverkommelig. Ved en tilfældighed faldt jeg for nogle uger siden over meditations appen, Simple Habit. Der er et hav af disse derude, men Simple Habit er stiftet af en kvinde, der er tidligere top direktør men som brændte ud. Meditation var hendes vej tilbage til glæden ved arbejde. Så, den her app er simpelthen stiftet med udgangspunkt i nogle af mine egne udfordringer, og det kan i den grad mærkes på produktet. Den fungerer virkelig godt, og gør lige præcis det den skal. Der er guidede meditationer til enhver stressrelateret situation i hverdagen, og de varer fra 5min. helt op til 20min. alt efter, hvor meget tid du har!

Sig fra og sig det højt! Jeg har fortalt min omgangskreds om min situation, så det på den måde har været okay at trække mig lidt væk for en stund. Jeg har også sagt det til min meget forstående chef, og ellers været god til at stille mig kritisk overfor enhver unødvendig opgave, der kunne give stress. Dertil har jeg brugt tid på, at finde ind til roden af, hvad det er, der gav stress på arbejdet, hvilket tit har været små opgaver (fx. mails), som har fået mig ud af trit med det jeg egentlig burde lave. På den måde har jeg tit stået med følelsen af, ikke at lave nok!

Face you fear Min stress blev formentlig udløst af følelsen af utilstrækkelighed, som blev udløst af frygten for at fejle. Som så resulterede i, ikke at turde nok. Men som en kær person sagde: "Det er godt at fejle, for det er det du lærer af" - det er så sandt, og det fik mig til at tænke på alle de ting, der kunne gå galt, og som ville få mig til at føle mig som en dårlig cmo. Jeg skrev dem ned, og læste dem højt for mig selv, hvilket da de blev sagt højt egentlig ikke lød så slemt. Det fik mig også til at tænke over hvilke realistiske mål jeg ville sætte for mig selv, for IKKE at føle mig utilstrækkelig, og vejen til at nå de mål.

Samlet set, har ovenstående gjort at jeg har fået det 100 gange bedre end for bare nogle uger siden. Startup livet er pisse hårdt, og der vil være "ups and downs", men passionen og glæden er kommet tilbage. Det er det vigtigeste! Slutteligt vil jeg understrege, at der er mange former for stress, og der er forskel på om man har været stresset et par uger/måneder som jeg, og længere tids stress. Mærk efter i dig selv, og kan du ikke selv finde en vej ud af det, så søg hjælp ved en professionel.

simone moellerComment