Jeg har ikke blogget så meget fordi...

DSC00670Som den dedikerede læser nok har bemærket, har min blogging udviklet sig fra at være dagligt, til kun at være et par gange om ugen. I lang tid har jeg borforklaret det med arbejde, men jo mere jeg tænker over det bliver det klart, at det kun er en lille del af forklaringen. Når man har blogget i 6 år som jeg har gjort, vokser man i høj grad sammen med sin blog. Det bliver en del af hverdagen, en del af dig og du kan slet ikke forstille dig ikke at blogge. Som studerende var det også let at blogge konstant idet jeg kunne skippe en time for at tage til et event, på en fancy café eller få taget outfit billeder i dagslys. Sådan hænger verden bare ikke sammen for mig mere, og langsomt er jeg gledet væk fra det "Blogger mindset" der følger når man har blogget så mange år som jeg.

For jo, jeg spiser stadig ude. En del faktisk. Mit hjem er blevet opgraderet med fine ting, og faktisk synes jeg at jeg klæder mig bedre end nogensinde. så alle forudsætninger for at være "en god blogger" er der jo. Men fra at det er i toppen af mit mindset, at dokumentere disse ting, er det røget længere og længere ned på prioriteringslisten. Det er lidt sjovt faktisk, for i julen gav jeg den virkelig gas. Nøj, hvor jeg nød det at være tilbage i mine gamle vaner med dokumentering af ALT. Men da hverdagen ramte igen, blev det helt andre ting, jeg fokuserede på igen. Herunder, strukturering af arbejdsgangen for både mig og andre, læsning af interessant artikler og ikke mindst at gøre lige præcis det jeg har lyst til.

Der går let 4 dage, hvor jeg ikke opdaterer bloggen fordi jeg ikke har tiden. Eller nok nærmere fordi jeg ikke prioriterer på samme måde som før. Det er lidt sjovt faktisk: blogging bliver opfattet som en egocentrisk ting, men for mig har det været en egoistisk beslutning ikke at blogge så meget som førhen. Efter en meget turbulent periode med nyt job og et breakup, har jeg haft brug for bare gøre lige præcis det jeg havde lyst til. Egoisttilværelsen kalder man det vidst. Jeg har arbejdet meget, jeg har uddannet mig, jeg har festet en del og så er det faktisk også blevet til nogle dates af kortere eller længere varighed. Alt sammen med det formål, at lære mig selv bedre at kende som individ. For hvor basalt det end lyder, så er det ikke noget, jeg har prioriteret højt førhen. Nu er jeg snart det man vil kalde i slutningen af 20'erne, og jeg føler derfor også at jeg kan tale af erfaring når jeg siger, at der fandme sker meget i disse år. Man træffer dumme valg på egen hånd, og man træffer gode valg - alt sammen med det formål at lære af dem. For mig, har 20'erne dog været præget af enormt hurtigt, at skulle blive voksen. Jeg flyttede sammen med min daværende kæreste som 20-årig og levede så i et turbulentfrit forhold. Gudskelov, kan man sige for mine 20'ere var også præget af at være pårørende til en mor der var terminal kræftpatient - det lagde i sandhed også en dæmper på ønsket om at realisere sig selv. Så, når man lige pludselig står her som 27-årig og man selv er 100% herre over, hvordan livet skal formes, så er det en lille smule overvældende. Men også noget jeg er virkelig taknemmelig for at opleve!

Når man mærker sig selv på den måde jeg har gjort i det sidste halve år, så oplever man også hvad op- og nedture betyder. For hvor jeg førhen har været meget neutral i mit humør, så har jeg både oplevet at være så "ondt-i-maven-ked-af-det" at det halve kunne være nok, men også så helt igennem ekstatisk lykkelig, at jeg ikke troede det var muligt for mig. Jeg siger ikke, at alt dette ikke havde været muligt at opleve samtidig med at bloggen blev passet til punkt og prikke, men i nogle henseender har det bare været en rejse, der skulle gøres alene. Jeg ved ikke, hvordan min blogging udvikler sig, men en vigtig ting for mig at sige, er at jeg stadigvæk elsker at blogge. Måske mere end nogensinde, for hvor jeg før endte med at blogge af pligt, så er det oprigtigt lysten der driver værket nu. Bare ikke hver dag, som det ser ud nu, og det har jeg slået mig til tåls med.