Dagbog: Livet uden min iPhone

phoneaddicted

Disse ord bliver nedfældet på Hellerup Strand, med pen og papir - to fantastisk forhistoriske objekter, som nutidens ungdom næppe er særligt bekendt med. Men jeg er barn af 90'erne, så det er jeg. Heldigvis. Under normale omstændigheder, ville jeg dog nok have skrevet dette indlæg, som en note på telefonen, men ikke denne gang. For den er jo stjålet.

Jeg har nu (over)levet 36 timer og 20 minutter uden mine telefon - 'but who is counting'?! - og det har givet anledning til at reflektere lidt over livet, solen og månen samt alt derimellem. Først og fremmest har jeg fået lidt et klarsyn omkring det at være så dybt afhængig af noget, og det har faktisk fået mig ind i et mindre sorgforløb, i noget der godt kan minde om de 5 sorgfaser:

Chokfasen: kendetegnet ved at man kan opleve rastløshed, angst og aggresivitet. Denne opstod selvsagt lige efter min mobil blev stjålet, og noget siger mig at min rastløshed stadig hænger ved! Tiden uden mobilen går såååå langsomt, hvad skal jeg lave? HVORFOR MÅ JEG IKKE LÅNE MIN SØSTERS MOBIL?!! 

Reaktionsfasen: Kendetegnet ved at sagens omfang så småt begynder at gå op for en. Stadig rastløshed, modløshed og en stærk aversion i mod folk der lever sådan her frivilligt. Livet.kan.ikke.gå.videre.uden.min.telefon.

Reperationsfasen: Livet begynder så småt at gå videre, og man kan så småt se omgivelserne som de var før ulykken indtraf. Der er vi så slet ikke endnu...

Nyorienteringsfasen: Efterhånden begynder den sorgramte at se fremad, og begynder at planlægge hvordan livet kan gå videre. Nej nej nej... Livet kan ikke leves uden min telefon!!!

Selvfølgelig har netop denne weekend også været kendetegnet ved en masse spændende oplevelser, hvor jeg har oplevet intet mindre end: Ironman, DM i dødshop, strandhygge, bryggehygge, og en broåbning for at det ikke skal være løgn. Men intet af dette er selvfølgelig sket, hvis ikke du har dokumenteret det! "If it's not on Instagram, Snapchat or Facebook, it didn't happen!"

Dertil har jeg også reflekteret lidt over, hvor håbløst asociale vi egentlig bliver med sådan en telefon. Mens jeg ligger her på stranden og flader ud, aner jeg intet om hvad klokken er, og jeg har sandelig heller ikke tænkt mig, at spørge! - Folk vil jo tro, at jeg er sådan en håbløs asocial taber uden telefon! Eller endnu værre; at jeg prøver at finde en undskyldning for, at komme i kontakt med dem. Nææh nej, det kan vi ikke have!

En anden ting, jeg har lagt mærke til er når du går ude blandt andre. Uden telefon og nogle til at akkompagnere dig, så føler du dig blottet. Ja, ligefrem sårbar! Du kigger rundt på alle de andre, og ser hvordan de gemmer sig bag deres dejlige trygge telefon. Du føler dig 'alienated', uden for flokken og anderledes. gys!

Noget af det jeg tidligst lagde mærke til uden min telefon, var smerterne. Altså, phantom smerterne i mobilhånden. Når en ringetone lyder, et insta-moment byder sig eller den salige lyd af en sms der tikker ind, griber du instinktivt efter din bedste ven for blot at opdage, at din bedste ven er væk. død.

Som i nok kan høre, er jeg stadig et sted imellem chokfasen og benægtelsesfasen, og min første tanke i morges var da også, at "det sker bare ikke det her". Som frivillig SOME afhængig dør jeg lige nu en langsom død, og jeg savner mit daglige indspark Instagram, snapchat og alle de andre ligyldigheder min telefon beriger mig med.

Må du brænde i helvede kære mobiltyv.