Stilhed

DSC_002611Billedet har ikke så meget med indlægget at gøre andet end, at det var en god dag, og dem er der ikke for mange af lige for tiden. De fleste af jer ved nok, at min mor er uhelbredelig syg af kræft og i nogle perioder er sygdommen mere "i udbrud" end andre, og lige for tiden står det bare rigtig skidt til. For mig er det en konstant kamp mellem at se hende så meget som muligt, for jeg ved jo ikke hvor lang tid jeg har hende, og passe mit studie, arbejde, kærligheden, blog, veninder, samrarbejdsaftaler osv. osv.Inspirationen lige pt. er bare væk, og ligeså er glæden, hvorfor det bare er pisse træls at skulle stille sig op på billeder og posere med et "happy face" som om intet er skidt når alt omkring én bare ramler. Når andre bloggere beskriver deres hverdag med fester, spændende møder, drømme og hyggelige caféture, ja så bliver jeg en anelse misundelig over det ubekymrede liv, som de tilsyneladende lever. På min egen blog har stemningen nok syntes lige så ubekymret, men sandheden er en lidt anden. For midt imellem mine caféture, fester og gåture med kæresten i måneskinnet, så er der alt det jeg sjældent skriver om; min mors alt overskyggende og frygtelige sygdom, som hænger over mit og min families sind, som en sort skygge. Spørgsmålene trænger sig konstant på. Hvor lang tid? Hvorfor? Hvad når hun ikke er her mere? Hvordan har hun det? Vil min far klare den? Vil jeg klare den?

Når folk spørger mig hvordan jeg har det, svarer jeg som regel at "jeg har det fint". Og det er jo næsten også sandt. For jeg har jo en sød kæreste, går på mit drømmestudie, får mad på bordet og omgiver mig med nogle rare mennesker. Men så er der også det andet, som jeg sjældent åbner op for. Måske fordi det gør ondt? Måske fordi jeg ikke regner med at folk kan overskue at høre om alt det? - Og et eller andet sted, vil jeg godt kunne forstå dem. Lidt på samme måde har jeg det med bloggen. Jeg vil ikke belemre jer, men på sin vis heller ikke mig selv med alle de triste ting i hverdagen. Det er rart at kunne "tvinge sig selv" til at fokusere på det gode, der trods alt sker i det daglige. Indtil nu har det fungeret fint nok, men i søndags blev det bare lidt for meget, og jeg var nødt til at trække stikket ud for en kort stund. Og det var så en længere forklaring på mit fravær.

Jeg ville gerne love jer, at mit overskud i dag fortsætter, og jeg kan lave flere blog indlæg fremover, men det kan jeg simpelthen ikke. De af jer, der har haft kræft tæt inde på livet, kan sikkert nikke genkendende til, at det går op og ned, og humøret samt overskuddet sjældent er stabilt. Men jeg lover, at gøre det så godt jeg overhovedet, og jeg vil blogge lige så snart og lige så meget, som inspiration, overskud og humør tillader mig. Det vil sikkert ikke gøre mig til Danmarks største, bedste eller mest eftertragtede blogger men for mig handler det bare om, at have hjertet med i det jeg gør.

Og med de ord, vil jeg slutte mit triste blog indlæg. Det er et af de få, så jeg håber I vil tage godt i mod det. Og så vil jeg anbefale alle som har en veninde eller ven med kræft tæt inde på livet, at tage et kig på disse 16 råd for venner. Jeg har selv oplevet, at det kan være svært at tale om kræft, men det skal ikke være et tabu, for det gør kun det hele endnu sværere.

//My mother is a terminal cancer patient which is why I have been absent the last couple of days. My motivation, passion and drive has been non existent, but today I feel okay. I don't know if this will last, but I promise to do as best as I possibly can.//