Det der speciale...

DSC_6698Nu kan jeg ligesom ikke trække den længere. Den er allerede blevet trukket et semester længere end beregnet, men nu er der ikke længere nogle fag eller kurser mellem mig og s.p.e.c.i.a.l.e.t. Egentligt lidt mærkeligt, at jeg i næsten 20 år har siddet på skolebænken og nu er der kun små 100 sider mellem mig og voksenlivet med arbejde, flexlån og ligusterhæk. Sådan et speciale, og hvad der venter derefter, kan nok virke skræmmende for de fleste men for mig har der også været en lang række andre spekulationer det seneste år. Sidste gang jeg skrev om mine tanker omkring min kræftsyge mor, var den 1 april. Og det var bestemt ikke en spøg, for samme tanker gør sig stadigvæk gældende. Det er et enormt følsomt emne for mig, og det får sjældent meget spalteplads her på bloggen, hvilket I måske har bemærket. Men det er en del af min dagligdag. Hver dag. Og siden sidst er det gået som det som regel går med sådan et sygdomsforløb: nedad bakke. Rigtig meget nedad bakke faktisk, så det har selvsagt givet rigtig mange bekymringer, koncentrationsbesvær og modløshed i de rigtig dårlige perioder. Er man bare lidt ambitiøs, er det altså rigtig dårlige forudsætninger for at gå igang med noget som helst overhovedet, og tanken var egentlig også at jeg ville vente til december og skrive mit speciale alene. At skrive alene, var oprindeligt ikke planen, men forleden havde jeg en snak med en garvet specialevejleder, som anbefalede det, og iøvrigt gav et par råd med på vejen. Nogle råd, som jeg har tænkt mig at give videre, for der er ærlig talt meget lidt hjælp at hente på området. Jeg tror ikke kun det gælder for unge med syge forældre, men mere generelt når livets uretfærdigheder enten rammer en selv eller dem man har kær. Rådende er blandet lidt med mine egne tanker og overvejelser, så det er nok lidt et mix-max af en masse, men om ikke andet håber jeg det kan bruges til noget.

At skrive alene: Der er både for og i mod, men udover at det kan være svært at være en stabil specialemakker, kan det også virke stressende at skulle stå til ansvar for en anden. Man kan sikkert finde en flink sparringspartner, hvis det endelig skal være. Dem som har stået i den situation, som jeg står i nu, vil sikkert også kunne nikke genkendende til at ens humor, interesser og måde at se verden på, ændrer sig. Og så er det bare lettere kun at skulle stå til ansvar for sig selv.

Tag dig den tid du har brug for: Det her er nok alment gældende, men det er ingen skam at være længere tid om sit speciale end normeret tid. Vigtigst er at du ikke går ned på det, så er du tre år om det, er det fint!

Et andet menneske: Jeg er et andet menneske nu, end jeg var før min mor blev syg. Og jeg vil være et andet menneske når min mor ikke er her mere. Man ser tingene, verden, på en anden måde, og det kan ændre hele opfattelsen af ens speciale. De ting man fandt interessant engang, er måske fuldstændigt ligegyldige efter tabet. Ingen kan overhovedet ikke forberede mig på livet efter min mor, men jeg har prøvet at vælge et emne, der virkelig har min interesse og ikke blot er noget jeg ved virksomhederne gerne ser at jeg skriver om. Det håber jeg kan gøre, at jeg bibeholder interessen.

Valg afVejleder: Det er vigtigt at finde en rummelig vejleder, som måske har prøvet at vejlede studerende i samme situation som dig. Snak med forskellige vejledere om, hvad du har brug for, og lad dem vide hvilken situation du står i. Åbenhed er key.

Valg af Emne: Jeg har måtte sande, at hvis jeg på nogen måde skal komme igennem sådan et forløb, må jeg vælge et emne der udover at interessere mig, ikke er mere udfordrende end det bør være. Før i tiden var jeg vild med udfordrende emner og problemformuleringer. Men for at gøre det mindre stressende, kommer jeg nu til at beskæftige mig med et sikkert emne, som jeg i forvejen er bekendt med, og som der rent faktisk er skrevet om før. Så nej, jeg kommer nok ikke til at genopfinde den dybe tallerken, rede børn i Afrika eller være super revolutionerende. Hvorfor vente?: Som sagt ville jeg egentlig vente, og først gå igang til december, men min dygtige psykolog ved Børn Unge og Sorg, anbefaler at selvom man befinder sig i en form for krise, er det vigtigt at man ikke går helt i stå. At have noget at stå op til, kan med andre ord, være vigtigt selvom det midt i krisen ikke føles sådan. Når jeg tænker over det, giver det meget god mening og hvis man har en aftale med sin vejleder om, at man måske ikke bliver færdig på normeret tid og iøvrigt at omverdenen er forstående, så tror jeg det er en rigtig god løsning at man bare går igang stille og roligt!

Disse tanker er ikke nødvendigvis gældende for alle, da det i sådanne tilfælde handler om at mærke efter i sig selv. Mit speciale emne holder jeg for mig selv lidt endnu, da jeg har flere vinkler der interesserer mig! Men det kommer helt sikkert til at handle om blogging. Hvis I har lyst til at høre mere fra processenen når det hele går igang eller bare mere speciale snak, så let me know! Tak fordi I gav jer tid til at læse et af de længere indlæg :)